|
Mønter med fejl
|
|||
| | Konserveringsgrader | Sjældenhedsgrader | Mønter med fejl | Gode råd til samleren | | |||
|
|
|||
|
Uregelmæssigheder og mærkværdigheder på gamle mønter. |
|||
|
|
|||
|
|
Blanketfejl ses ofte forkortet blf. I langt de fleste tilfælde vil en nærmere beskrivelse være påkrævet, idet blanketfejl kan optræde i mange udgaver: Blanketfejl vil sige fejl i møntmetallet. Af metalfejl som optræder hyppigt er Blanketuvejr, dvs. uregelmæssigheder i metallet, der ofte ligner en haglbyge. Blanketrevner, til tider helt igennem, ikke at forveksle med kantskader eller kantbeskadigelser som er i familie med kantstød, men blot af kraftigere karakter. Illustrationen viser en Erik af Pommern-hulpenning med blanketrevner. Visse fejl kan være vanskelige at henføre til enten metallet eller prægningen. Overskudsmateriale kan forekomme, f.eks. i mild grad, hvor et 8-tals huller er fyldt ud, eller ved stempelrevner (revner eller ridser i prægestemplet), der optræder som ophøjede streger på møntblanketten. Modsat overskudsmateriale forekommer blanketfejl foranlediget af manglende møntmetal, hvor blanketten er for tynd eller måske ligefrem perforeret. (redigeret uddrag af Lundin: Kvalitetskursus II i Mønt-Avisen 8, 1979 foretaget af Dansk Mønt) |
||
|
|
Når blanketten under prægning blev udsat for det store tryk mellem over- og understemplet, opstod der ofte revner i møntens kant. Årsagen til disse revner kan være urenheder i metallet, eller at metallet var for hårdt p.g.a. mangelfuld udglødning. Små revner er acceptable og bør derfor ikke give anledning til reduktion i pris og/eller konserveringsgrad. Ved større revner betegnes mønten som defekt, og reduktion af såvel konserveringsgrad og pris må påregnes. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
På en del af Chr. VII's og Fr. VI's sølvmønter ses tit en mængde små sorte pletter. Disse pletter er især iøjenfaldne, hvis mønten er 01 eller bedre. Årsagen er ukendt, men der er noget normalt og medfødt. Bl.a. ses specien 1819 næsten aldrig uden disse pletter. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
|||
|
|
Hvis en mønt har været anvendt som broche, er det normalt sket på den måde, at der på bagsiden er fastloddet en brochenål. Spor efter sådan, ikke-numismatisk anvendelse kan normalt ikke fjernes helt og betyder derfor et betydeligt værditab på mønten. På den anden side har mønter gennem hele historien været anvendt som smykker, så man kan vælge at se brochesporene på en mønt som en yderligere charme - samt evt. en chance for at erhverve en dyr mønt, som man måske ellers ikke kunne komme i nærheden af. (Dansk Mønt) |
||
|
|
Ældre mønter ses undertiden at have været bøjet. Ofte var møntblanketten så tynd, at en bøjning let kunne forekomme, men hyppigt har ihændehaveren bøjet mønten for at vurdere dens smidighed og derved dens lødighed. I auktionskataloger m.v. benævnes en sådan mønt buklet. (Dansk Mønt) |
||
|
|
Sammentrykkede stempler er en stempelskade, der
opstår ved, at møntstempler slås direkte mod hinanden uden en mellemliggende
blanket. Selvom stemplerne er hærdede, opstår der alli-gevel aftegninger,
hvor stemplerne berørte hinanden. De efterfølgende møntprægninger vil så
have et mere eller mindre tydeligt negativt præg foruden det normale præg.
Denne fejltype beskrives ofte fejlagtigt som dobbeltpræg. Den amerikanske
betegnelse for sammentrykkede stempler er ’clashed dies’. (Frank Vedel) |
||
|
|
Dobbeltpræg er det fænomen, at en mønt modtager to præg af stemplet. Det kan ved følgende uheldige omstændigheder: Ved prægning af mindre mønter med hammer og stempel kan en blanket ved en fejl blive liggende på understemplet og således modtage også det næste slag med hammeren. Ved prægning af større mønter, der krævede mere end eet slag med hammeren risikerer man let, at stemplet har flyttet sig let inden andet slag. Et lignende fænomen kan iagttages i de tilfælde, hvor understemplet har "slået igen", dvs. reageret på det hårde hammerslag. I sådanne tilfælde kan et (mindre) præg ses ved siden af det første. I moderne møntfremstilling forekommer dobbeltpræg kun, hvis møntstemplet er defekt. I disse tilfælde vil det defekte stempel fremstille identiske dobbeltpræg. Visse fejl, såsom tallerkenpræg og lignende meget store fejltyper betragtes fra liebhaverside med meget forskelligartet indstilling. Nogle samler ligefrem på dem, mens andre helt undgår dem. (Dansk Mønt) |
||
|
|
(Graffiti) også kaldet. Især Chr. IV's mønter kan man finde indridsede tegn eller bogstaver. Nogle samlere syntes, at et ejermærke gør mønten mere interessant, andre anser sådanne mærker for beskadigelser på linie med skrammer og ridser. En ting er dog sikkert, nemlig at mærket angiver, hvem der har ejet mønten. Så man skal altså bare finde ud af, hvem der har brugt mærket. Begrebet Love Token er meget anvendte i USA, hvor kærestepar ofte fik slebet den ene side af mønter blanke, for så at få indgraveret navne. Enkelte mønter er rene kunstværker designet på meget værdifulde mønter. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
|
Der kan være 3 årsager til fladpræg: 1) Over- og understemplet kan have stået skævt, sådan at kun den ene del af mønten blev præget. 2) Nøjagtig samme flade/manglende præg fremkommer, hvis blanketten er lidt tynd nogle steder. 3) Tit ses det, at præget er højt, men enkelte detaljer mangler. Her er årsagen ofte, at stemplet ikke har været ordentligt renset, og der sidder gammelt møntmetal nede i stemplets gravninger. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
|
I stedet for at klippe blanketten eller mønten ud af tenen, brugte man en hugpibe, der er et rør, som er slebet skarpt. Hugpiber bruges i dag som håndværktøj, når man skal lave huller i karton eller læder. Ved blanketfremstilling skulle man bruge den runde skive, der fremkom. For at udnytte tenen bedst muligt lagde man huggene tæt, men kom man for tæt på, blev resultatet, at naboblanketten fik et lille bueformet indsnit i kanten. Kantknopper og kantbuer er altså ikke beskadigelser og bør således ikke give anledning til prisreduktioner eller reduktion i konserveringsgrader. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
Justérspor er betegnelsen på nogle striber på mønten, opstået samtidig med møntens tilblivelse. Der har været nogen tvivl om årsagen. Tidligere anså man justérspor for "et
samtidigt indgreb på ældre overvægtige mønter. Man justerede ved at
kradse henover møntoverfladen med et justérværktøj, så noget møntmetal
blev fjernet og møntens vægt faldt ned mod den foreskrevne. En mønttype
vi ofte ser udsat for dette lidt kedelige indgreb er de såkaldte paryk
8-skillinge fra Norge (Hede Norge 6)." Mønterne blev i samtiden imidlertid justeret al marco, dvs. at et bestemt antal mønter skulle have en bestemt vægt. Over- og undervægtige mønter udlignede derfor hinanden og indgreb overfor den enkelte mønt forekommer absurd. Der er imidlertid en anden forklaring på fænomenet: "En nøje undersøgelse viser, at disse spor stammer fra blanketternes udvalsning og ligger under præget. Disse spor er ikke blevet slettet i prægeøjeblikket, enten fordi prægestykket ikke har været stort nok, eller fordi møntmetallet har været for hårdt." (Siegs Møntkatalog Norden 1999 side 11) Justérsporet må således være fremkommet ved friktion mellem den hårde jernvalse, der måske har fået en eller flere grater, og det blødere møntsølv. (Dansk Mønt) |
|||
|
Ældre mønter ses lejlighedsvis med en kantskade, ofte forårsaget af, at det tyndt udhamrede møntmetal har svækket møntens modstandskraft overfor stød og slag. I øvrigt velbevarede ældre mønter kan derudover på et eller andet tidspunkt have været tabt ned mod en hård flade, og skønt møntmetal ofte er stærkt materiale, vil især tungere mønter være modtagelige for kantstød. Sådanne beskadigelser ses ofte i auktionskataloger m.v. forkortet: ks. (Dansk Mønt) |
|||
|
Loddespor er efterladenskaberne af et mere eller mindre vellykket forsøg på restaurering af en mønt. Måske har mønten været brugt som broche eller har været vedhæng i en kæde. Den slaglodning som måske har været anvendt, kan selv en dygtig håndværker ikke fjerne helt, og sporene efter en sådan operation betegnes: brochespor eller loddespor. Modsat kan huller også forekomme, som oftest forkortes perf. (perforering), og disse oplever man også forsøgt udfyldt. Under denne fjernelses- eller udfyldningsproces opvarmes hele mønten eller dele af den kraftigt. Desuden involveres en skrap kemisk væske, og efter operationen påføres mønten undertiden kunstig patina. (redigeret uddrag af Lundin: Kvalitetskursus II i Mønt-Avisen 8,1979) (Dansk Mønt) |
|||
|
|
Hvis en anden mønt har været brugt som blanket, kan man somme tider se rester af den oprindelige mønts præg stå i bunden af den nuværende mønt. Det kendteste eksempel er Fr. VI nr. 6, 12 skilling 1812, der er præget på 1 skilling 1771. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
|
Ved begrebet patina forstås normalt den overfladefarvning en ældre mønt har fået af naturlige årsager. Medvirkende til patinaens dannelse er luftens ilt og en anden væsentlig faktor er møntens opbevaringssted. Visse møntmetaller påvirker hinanden ved længere tids opbevaring f.eks. i samme pung eller æske. Hvis en mønt har ligget i et møntskab i en årrække, kan den træsort, møntbakkerne er fremstillet af, være med til at give mønten patina. Patina kan være noget ganske klædeligt, men alt afhænger af øjet som ser, og visse samlere vil have mønterne ensartede i farven og må derfor ofte rense patinaen af nyanskaffelserne til samlingen. I England betragtes en mønts originalpatina som noget eftertragtelsesværdigt, og englænderne regner det derfor som en dødssynd at fjerne en mønts originale patina. De fleste ældre sølv- og kobbermønter har patina, og når f.eks. en øsken eller brochenål fjernes fra en mønt, ryger møntens originale patina som regel. (redigeret uddrag af Lundin: Kvalitetskursus II i Mønt-Avisen 8,1979 foretaget af Dansk Mønt) |
||
|
Fremstilling af stempler er et vanskeligt og tidskrævende arbejde. Hvis man skar forkert eller glemte et bogstav, begyndte man nødigt forfra. I stedet forsøgte man at rette fejlen eller indføje det manglende bogstav. Disse rettelser kan tit ses på mønterne. F.eks. kendes 1 skilling 1771 med stempler rettet fra SNILLING til SKILLING og SKISLING til SKILLING. Det var altså stavefejl, som ikke slap ud. Ændringer i årstallet var også ret almindeligt. Det er forkert at kalde det for overpræg. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
|||
|
Ridser på mønter forekommer desværre ret hyppigt og forkortes ofte: rs. Ridser kan naturligvis være opstået på utallige måder, men er alle udtryk for at mønten har været udsat for dårlig behandling. (redigeret uddrag af Lundin: Kvalitetskursus II i Mønt-Avisen 8,1979 foretaget af Dansk Mønt) |
|||
|
|
En populær gruppe af mærkværdigheder er skrivefejlene. De mest kendte er stavefejlene på Chr. VII nr. 8, 1 skilling 1771, men der kendes mange andre skrivefejl: Chr. IV. nr. 161, søsling lybsk 1642, Chr. V. nr. 8.2, toskilling 1861 og Dansk Vestindien nr. 8, 6 skilling 1767 DASKE. Nogle af disse skrivefejl betales med store priser. Til gruppen af skrivefejl hører også de omvendte bogstaver, især ses bogstavet N tit omvendt, men også K og L ses skåret spejlvendt. Forekomst af omvendte/spejlvendte bogstaver bør ikke berettige til overpris. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
Brug af slidte stempler ses tit. Resultatet kan være svært at bedømme, og det er derfor som regel den øvede møntsamler der kan afgøre om der er tale om regulær slidtage eller slidte stempler. En del ældre mønter ses faktisk aldrig i bedre konserveringsgrad en 01 eller 1+. |
|||
|
|
Stempelfremstillingen var den vanskeligste og mest krævende del af hele møntproduktionsprocessen. Derfor brugte man stemplerne, til de var slidt helt ned. Selvom der kom en lille revne i stemplet, blev det fortsat brugt. På Chr. V, nr. 56.1, 2 krone 1675 ses resultatet af en sådan stempelrevne lige bag kongens nakke. Stempelrevner ses ikke bare på gamle mønter. Mange eksemplarer af erindringsmønten fra 1923 har masser af små fine stempelrevner, især i omskrifterne. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
||
|
|
Tallerkenpræg hører som fejl til gruppen af prægefejl. Mønter med såkaldt tallerkenpræg er større end normale mønter og er tallerkenformede, hvilket skyldes, at blanketten ikke er kommet rigtigt ned i prægeringen ved prægningen. Derved kommer blanketten til at hænge på prægeringens kant, og ved prægningen flyder blanketten ud. Ved en delvis nedtrykning i prægeringen, bliver den skål- eller tallerkenformet. (Kilde: Peter Flensborg - Numismatisk Leksikon (DNF) udgivet 1996.) |
||
|
Et langt, smalt metalbånd blev fremstillet ved, at man i støbesand lavede en rende, hvori man hældte det flydende møntmetal. Brug af støbesand blev senere afløst af mentaltråd, som blev udhamret/ udvalset til et smalt metalbånd, en ten, i den ønskede tykkelse. Mønterne blev præget på denne ten, og derefter blev de klippet ud. Det var vigtigt, at tenen ikke var for bred, idet dette gav for meget spildmetal, som så igen skulle smeltes og smedes. Denne nærighed med bredden af tenen viser sig som uregelmæssigheder på kanten af mange småmønter frem til 1670. Denne form for uregelmæssigheder er ikke en beskadigelse og bør derfor ikke give anledning til reduktion i pris og/eller konserveringsgrad. (Kilde: SIEGs møntkatalog 2001) |
|||
|
|
|||
