Definition:

En betegnelse for guld som grundlag for et lands møntvæsen ¹.

Hvorfor guldmøntfod ?

Guldmøntfod har forholdsvis sjældent været brugt, idet sølvmøntfoden for de fleste lande har været mest almindelig. Sølvmøntfoden var at foretrække, da forekomsten af metallet sølv var mere almindeligt end guldet og derved ikke så kostbar at slå mønter af.

I nyere tid har følgende lande omkring Danmark haft guldmøntfod:

- England (1700-tallet, dog legaliseret i 1816),

- Tyskland (1870-71, da Tyskland fik 5 mio. francs erstatning fra Frankrig),

- Danmark, Norge og Sverige (1873, Skandinaviske Møntkonvention),

- Frankrig (1936 ophørte den franske guldmøntfod).

Da Danmarks mest betydningsfulde handelspartner, England havde guldmøntfod og Tyskland den 04. december 1871 valgte at overgå til guldmøntfod, blev det hurtigt klart, at der i Danmark også var behov for at overgå til guldmøntfod. Danmark, Sverige og Norge nedsatte en skandinavisk møntkommission, der den 20. september 1872 kom med forslag om, at overgå til guldmøntfod. Den 18. december afsluttede de tre lande en foreløbig møntkonvention og møntunionen afsluttedes endeligt imellem Danmark og Sverige den 27. maj 1873, i overensstemmelse med konventionen af 18. december 1872 (bekendtgjort 26. juni 1873). Norge tiltrådte den 16. oktober 1875 (bekendtgjort 21. marts 1876).

Indløsningspligten

Ved indførelse af guldmøntfoden i 1873, forpligtede centralbankerne sig til at indløse sedler med guldmønter. Indløsningspligten blev midlertidigt suspenderet i perioderne:

02. august 1914 - 02. marts (30. april) 1916 og 31. juli 1919 - 27. december 1927,

01. januar 1927 indførtes guldbarrefod ² frem til 29. september 1931.

Indløsningsmuligheden i Danmark ophævedes varigt pr. 29. september 1931.

Uddrag af bekendtgørelsen om den nye guldmøntfod

Den detaljerede beskrivelse af tilblivelsen af henholdsvis 10- og 20 guldkronen i periode fra 1873 til 1931 kan blandt andet findes i bogen (Mønt, Georg Galster, D.H.F.^s Håndbøger) samt Danmarks og Norges  Mønter 1541-1814-1977, Holger Hede, hvori der er anført;

"Der udmøntedes to hovedmønter, den ene således at 248 stykker, den anden således at 124 stykker indeholdt et kilogram fint guld. Tiendedelen af førstnævnte og tyvendedelen af sidstnævnte var regningsenhed og kaldtes en krone. Denne deltes i 100 øre. Møntguldet bestod af 90 % fint guld og 10 % kobber. Følgelig skulle en 10-krone veje 4.4803 g og en 20-krone 8.9606 g". ³

Guld 10- og 20 kronerne var således lovligt betalingsmiddel fra 01. januar 1874, og den nye regningsenhed blev indført fra 01. januar 1875 (bekendtgørelse af 25. november 1874).

I tidsperiode hvor guldmøntfoden/ guldbarrefoden var gældende (1873 - 1931) blev følgende 10- og 20 kroner udgivet: ⁴

De sjældne årgange 1926, 1927, 1930 og 1931 er alle udgivet enten umiddelbart før, eller under guldbarrefoden. Der er kun lavet ganske få eksemplarer, hvorfor vurderingspriserne ligger imellem kr. 25.000 til 50.000 alt efter konserveringsgraden.

Schou Web Coins

02. juli 2002

Kilder:

SIEG^s møntkatalog 2002, Pilegaards Forlag.

Mønt, Georg Galster, D.H.F.^s Håndbøger, 2.rev. oplag. København 1973.

Numismatisk Leksikon, Peter Flensborg og DNF, side 124 og 126.

Dansk Penge Historie Bind 2, side 116-117.

Danmarks og Norges mønter 1541-1814-1977, Holger HEde, 3. reviderede udg. 1978.

Note:

¹  Numismatisk Leksikon, Peter Flensborg og DNF, side 126.

²  Der kunne kun købes hele guldbarrer til en pris af kr. 28.000 pr. stk.

³  Mønt, Georg Galster, D.H.F.^s Håndbøger, 2.rev. oplag. København 1973, side 43.

⁴  SIEG^s møntkatalog 2002, Pilegaards Forlag, side 246-248.

Links til andre artikler:

Ingen